Da jeg begyndte at skrive bogen var det mit mål at skrive en bog, som kunne være en en håndsrækning til enhver. Det blev godt 300 sider, for jeg ville selvfølgelig gerne have det hele med – alt, hvad jeg synes var relevant for at give en ordentlig forståelse af, hvordan den depressive tilstand opbygges og vedligeholdes, og hvordan man kan komme ud af dens favntag.
Siden da er den blevet skåret kraftigt ned og formet, så den – forhåbentlig – kan være en inspirerende fortælling – skrevet til enhver, som kan have interesse i at forstå depression i en større sammenhæng med hvem vi er som mennesker og hvordan vi lever vores liv.
Mit ønske var at skrive en bog, der viser at der er en vej ud af den depressive trædemølle.
Ikke noget om hvordan det er at være depressiv, for det er der skrevet en masse om.
Og ikke noget med en masse teori. Er det det, man ønsker, så skrev jeg sammen med Herdis Hjort Rasmussen en afhandling om psykologiske depressionsteorier allerede i 1979. Den kan lånes bl.a. på Det kgl. Bibliotek. Det var selvfølgelig først og fremmest teori. I mellemtiden har jeg haft over 35 års praksis med behandling af depressive, og det er min erfaring fra dette arbejdet med, hvad det er, der virker i depressionsbehandling, som jeg gerne har villet fortælle om.
Jeg har ikke ønsket at vikle mig ind i en masse stillingtagen til hvordan ANDRE ser på depression, men blot give mit bidrag til, hvad der har virket for mine patienter. Blot vil jeg tillade mig at gøre opmærksom på, at det jo kan være godt at forstå, hvad den enkeltes depression er kommet af – populært sagt: hvad der har skabt “den depressive spændetrøje” eller “forgiftningen” om man vil. Men vi kan ikke neutralisere den “forgiftning” af ens liv, der ER sket og heller ikke den måde, vi har mødt dem på. Kuren er ligesom noget andet, noget vi mangler at lære for at kunne respektere, hvem vi faktisk er, og hvad det er, der giver os et rigt liv. Det drejer sig om at komme tilbage til det levende liv – det, der kan fylde een op med glæde og nærvær.
Det kan man selvfølgelig lave mange fine teorier om hvad det mon er, men det kan også gøres ret enkelt:
For voksne mennesker er jo børn, der er blevet større, så det vi kan se hjælper vore børn til at blive glade og selvhjulpne må også være det, som får voksne “børn” til at blive glade og selvhjulpne. Udfoldelse modsat begrænsning er blot en af de ting, der da bliver indlysende at arbejde med.
Jeg mener ikke, at bogen skal være en selvhjælpsbog selvom man forhåbentlig ikke bruger sin tid på at læse en bog med mindre den har noget i sig, der kan berige ens liv – som oplevelse og som noget man kan lære noget af. Det er godt at have en vejleder, og bogen kan forhåbentlig være en inspiration til at finde ud af, hvilken vejledning, man skal søge i en fase, hvor man har brug for en håndsrækning, så man senere kan arbejde videre på egen hånd.
Jeg har været meget rundt omkring for at samle brikker til forståelsen af, hvad der kan ses som det modsatte af depression, og nogle af disse brikker vil jeg samle under bloggen: Filosofiske smuler.
Efterhånden som der kommer spørgsmål som har en almen karakter er det min hensigt at samle nogle af disse sammen med de svar, jeg kan give, uden
bloggen: Spørgsmål og svar.

GOD LÆSELYST!