Jeg har tit undret mig over, at der er
nogle følelser, som man kalder destruktive. Det er ikke fordi jeg
ikke forstår, hvor ubehagelige de kan føles uanset om de er mine
egne eller nogen, jeg får smidt i hovedet fra andre. Det er ikke
fordi jeg ikke kan se, hvor meget ravage, dekan lave, når de bliver
lukket ud, eller hvor meget ravage de kan lave når de ikke bliver
lukket ud.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan
se, at dem, som vi kalder negative følelser og som vi oftest helst
er fri for. Eller fordi jeg ikke kan indse, at en fysisk smerte kan
blive så overvældende, at den bliver for svær at håndtere, så
jeg bare ønsker at dulme det.

Det er fordi jeg ser følelser som
budskaber til bevidstheden, budskaber om, at der er noget, som jeg
skal tage vare på. Et budskab kan man opfatte som godt eller
dårligt, men i sig selv er det bare et budskab. Ham, der har sendt
mig en regning, kan sikkert godt lide budskabet, mens det slet ikke
er sikkert, at det falder i god jord hos mig.

Men en følelse er jo en følelse, og
en følelse i sig selv kan i mit univers ikke være hverken positiv
eller negativ. Det positive eller det negative afhænger helt og
holdent af, hvordan vi forholder os til følelsen. Hvordan vi forstår
budskabet.

Er det negativt at føle, at man
fryser? Det er ubehageligt, ja, men er det en negativ følelse? Hvis
jeg fryser kan jeg vælge at blive irriteret, men jeg kan også tage
lidt mere tøj på, eller skrue op for varmen og i det hele taget
sørge for, at jeg ikke ender med en forkølelse. Jeg kan også få
den ide, at det kunne være dejligt at søge lidt ekstra varme under
kærestens dyne. Om hun så synes, at MIN følelse er positiv eller
negativ, ja, det afhænger nok af hendes humør.

Og sådan kan vi fortsætte. Jeg sad
engang i lægens konsultation, fordi jeg havde fået en springfinger
af overdrevent violinbyggeri, hvor min entusiasme havde fået mig til
at overse, hvor meget jeg havde fået belastet min tommelfinger. Den
skal lige have en lille operation, sagde lægen og tilføjede: Jeg
skriver lige noget smertestillende op. Han så mildest talt undrende
på mig, da jeg sagde: Ved du hvad, det skal du ikke gøre. Den
smerte er jo til at holde ud, og den er der vel for at jeg endelig
kan lære at passe på min tommelfinger og lære ikke at overbelaste
den en anden gang. Det ville være en lille smule hjernedødt at
bortfjerne smerten, når min krop nu ikke har få forfærdelig mange
andre måder at lære mig det på. Hvis den da overhovedet har andre
måder at lære mig det på.

Smerten er en del af en læreproces –
ellers ville smerte jo være totalt overflødig.

Lidelsen er en del af en læreproces –
ellers ville lidelsen jo være totalt overflødig.

Bøvlet er en del af en læreproces –
ellers ville bøvlet jo være totalt overflødigt.

Sådan kan man også se på andre
følelser.

Det, der kan gøre, at en følelse er
destruktive, eller rettere, at vi kalder den destruktiv, er, at
udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi håndterer den.

Skyld og skam ville vi kalde
destruktive følelser, fordi de kan ødelægge meget i vores liv. Men
oversætter vi skyld og skam til at vi er usolidariske med os selv,
så ændrer perspektivet sig. Gider jeg bære på en skyld? Hvad
bruger jeg i det hele taget skyld til? Tja, vel sagtens det samme som
de allerfleste andre mennesker: nemlig til at undgå at gøre det,
som ville løse op for problemet. Vi deler skyld ud til os selv, og
vi deler skyld ud til andre. Og hvad sker der som regel ved det? Ikke
andet end at nogen får det dårligt i stedet for at interessere sig
for at forstå, hvorfor det skete som det skete, og hvorfor det ikke
behøver at ske sådan igen. Så i stedet for at bruge skyld til at
blive klogere, så bruger vi den som regel til at forlænge lidelsen.
Det samme gælder skam. Det kan være vi har gjort noget dumt. Men så
kan vi vel blive klogere, hvis vi vil. Men vi kan også vælge at
tage skyldens byrde på os og bilde os ind, at hvis vi nu er rigtig
grimme ved os selv, så ophæver det, at vi har været rigtig grimme
ved andre. Men så er realiteten jo, at vi fortsætter med at være
grimme, grimme ved nogen, nu er det bare lidt mere ligeligt fordelt,
og så mener vi, at det er retfærdigt. I min forståelse er det en
forøgelse af smerten – også selv om den bliver båret på flere
skuldre. Det er på ingen måde noget, der i sig selv fører til en
bedre verden.

Jeg snakkede engang med en ung mand,
som var havnet i et tyrkisk fængsel, fordi han havde kørt et
menneske ihjæl. Han havde kørt for hurtigt, og han havde overset
noget vejarbejde. Bump! Ødelagt bil og død mand. Men havde han lært
noget? Jeg synes det ikke. Han blev ved med at køre lidt for
hurtigt, og mindst én gang blev jeg bekendt med, at han havde kørt
bil i ret påvirket tilstand. Men selvfølgelig skammede han sig og
følte sig skyldig, når han kom til at tænke på den forfærdelige
oplevelse.

Jeg snakkede engang med en anden mand i
en mere moden alder. Han fortalte, at han engang ved et uheld i
Genova’s travle havn, som kranfører, var kommet til uforvarende at
dumpe en container ned over en mand, der døde på stedet. Han
fortalte, at han i alle årene siden havde påtaget sig en disciplin:
aldrig nogensinde siden med overlæg at tage livet af noget levende
væsen. Så han en myre på havegangen, så trådte han uden om den.
Havde han fået jordbier i græsplænen, så ventede han til vinteren
med at destruere boet. Han fortalte om, hvordan hans nabo engang var
kommet over og havde beklaget sig over, at vores bekendte husede et
stort hvepsebo i sin carport, og at naboen klagede over, at det var
disse hvepse, der invaderede han søndags-morgenbord i haven. Jeg
husker ordret, hvad han svarede: Hvis du kan bevise, at det er mine
hvepse, der ødelægger din fornøjelse ved morgenmad i haven, så må
du gerne fjerne hvepseboet. Jeg selv vil hellere leve med det. Hvad
kunne han gøre andet end at ære den døde havnearbejder med igen og
igen at minde sig selv om, at liv var værdifuldt, og det, som han i
mangel på tilstrækkelig opmærksomhed havde taget, det gjorde han
til en en konstruktiv disciplin. Alligevel gjorde det ham på ingen
måde blødsøden. Han var arbejdsleder og som sådan indimellem nødt
til at afskedige folk. Men han valgte med omhu at gøre det på den
måde, der gav mindst bøvl for alle. Det lykkedes ham på den måde
at få nogle oplevelser af, at hans son-offer faktisk blev en glæde
for ham at give.

Det er med andre ord i allerhøjeste
grad op til os selv, om de emotioner, vi oplever, bliver konstruktive
for os, eller om de bliver negative.

Vrede kalder man generelt en negativ
følelse. Men vreden i sin grund er ret harmløs. Men kan forestille
sig, at ens vrede er en lille hund, som larmer, hver gang der sker
noget, som er anderledes end det, vi selv har brug for. Man kan så
vælge mellem at sende hunden lige i flæsket på den
anderledestænkende, eller man kan sige til hunden/vreden, at det er
dejligt, at den fortæller, at der er gang i et eller andet, som man
skal tage sig af, klappe den på hovedet og sige ”dæk”, nu skal
jeg nok selv tage mig af det.

Alle følelser har dette element i sig,
at de skal få os til at blive opmærksomme, gøre noget, og helst
med en konstruktiv indsigt, så problemet faktisk løser sig. Det går
i sig selv, når vi gør det, som får harmonien til at genopstå.
Men først må vi som regel række ud i verden og foretage de
nødvendige ændringer.

Det er derfor grækerne kalde dem
emotioner: af e-, som betyder ud, og motion, som betyder bevægelse.
Fordi alle emotioners natur er, at de skal få os til at forholde os
til et problem og løse det Det er ikke de emotionelle, der skal
bestemme måden man handler på. Vreden skal ikke bestemme. Vi kan
blive så vrede, at vi har mest lyst til at bide de andre i benet,
eller gøre det, der er værre. Men dybest set er vreden for os
mennesker blot en budbringer. En budbringer om, at vi ikke har det
godt nok med det, der sker.

Med andre ord: vreden er dybest set en
afstandtagen fra det, der sker. En manglende accept. En afstødning.

Den tager mange former, fra
utilfredshed, via irritation, afstandtagen, vrede, fordømmelse til
raseri. Alle sammen er de variationer over vrede.

Og så er der jo mange, der bestyrtet
vil udbryde: vil det så sige, at du mener, at vi blot skal acceptere
alt? Og svaret er: accept er at tage virkeligheden til sig og
derudfra bestemme, hvorcan man vil handle på virkeligheden. Accept
har såden set intet med passivitet at gøre. Faktisk kan man sige:
egentlig tværtimod. Accept er at åbne øjnene og indse, hvad der
foregår, at erkende, hvad virkeligheden er – det er accept.

Skyld er noget i retning af det
modsatte. Skyld er som regel et forsøg på at undgå at indse, hvad
der er foregået, at forsøge at undgå at acceptere, at det rent
faktisk foregik, og bruge tiden på at dunke andre eller sig selv
oven i hovedet, i stedet for at søge de konstruktive løsninger.

Det tager tid at øve sig i at opløse
”negative følelser” i de to bestanddele: følelsen som sådan på
den ene side og hvordan vi vælger at forstå den og løse det
problem/den ubalance, der har afstedkommet den. Det tager tid at
forstå, at vrede ikke er noget, som man bare skal smide i hovedet på
andre, men at der er en ide i, at det er en selv, der føler vreden,
og dermed en selv, der må tænke over den mest konstruktive måde at
håndtere ubalancen eller uoverensstemmelsen på.

Eet er sikkert: enhver emotion kommer
af en ubalance, og det kan gøre godt at forstå emotionen – uanset
om den er rar eller sindsoprivende – som et signal om, at en
ubalance trænger til at blive korrigeret.

At fryse handler om at række ud af
termostaten. Sulten handler om at række ud efter køleskabet,
utålmodigheden er signalet om, at der er noget man trænger til skal
ske, tissetrangen om at man skal finde et sted at komme af med
vandet. Og det sidste er en fortrinlig emotion til at illustrere,
hvad der sker, hvis man fornægten en emotion, der har rødder i
realiteten: den bliver bare større og stærkere og ender med at tage
mangen fra en.

Ligesom børnehavelærerinden, der ikke
skal vente med at handle på larm og vild leg til det bliver for
meget og der sker ulykker, ligesom hun skal lære at være opmærksom
på signalerne og handle i tide så der altid rimelig ro og overblik,
ligesådan vil det være en kæmpe fordel, at lærer at elske sine
”børnehavebørn” og lærer at tage vare på deres behov og finde
de konstruktive løsninger på dem.

Ingen emotioner, selv ikke de mest
uønskede, kommer for at genere dig. Og jo mere de er gejlet op, jo
mere er de udtryk for, at du har forsømt at tage dig kærligt og
indsigtsfuldt af dem.

For den depressive er der et stort
arbejde med at forstå, at alle de ”negative” følelser ikke
kommer for at genere, men faktisk for det modsatte: for at appellere
til, at man begånder at tage hånd om sit liv med større indsigt og
bedre færdigheder.

Jamen hvad så med jalousi, vil nogen
spørge. Det er da en negativ følelse at være jaloux.

Men hvad er da kernen i jalousi? Hvad
om vi omdøber følelsen til: jeg tror, at der er nogen andre, der
får det, som jeg selv meget gerne vil have.

Der er jo ingen grund til at blive
jaloux, hvis man selv har så rigeligt. Det er jo netop fordi der er
noget, som man savner, at man føler jalousien.

Faktisk talte jeg engang med en mand,
som blev rigtig glad for denne udlægning, for pludselig gik det op
for ham, at han faktisk ville sin kone – ville hende – at de var
gledet fra hinanden i hverdagens trommerum, og at han jo forestillede
sig, at der stadig var liv i hende, og at eftersom han ikke fik
mulighed for at opleve det, så måtte det vel være fordi en anden
fik det. Og tilsvarende: hvorfor blive jaloux over, at en anden
eventuelt, måske, fik noget, med mindre det var fordi han selv
ønskede mere end han havde givet sig selv lov til at mærke. Jalousi
kan ødelægge et parforhold, men følelsen kan lige så godt bruges
til at puste liv i noget, som er gået hen og blevet mere kedeligt
end der faktisk er dækning for.

Er det ved at være klart: emotioner er
som postbude. De afleverer en information. Det gør de uanset om det
er rudekuverter eller invitationer til et eller andet interessant.
Lad være med at interessere dig så meget for postbudet – han
afleverer bare vigtig information. Kig på brevet. Forstå indholdet.
Find konstruktive måder at klare udfordringen på.

Destruktive følelser er et særdeles
misvisende begreb.

Jamen, siger mange, når vi er
depressive, så har vi en masse emotioner, som vi ikke kan døje. Vi
vil bare af med dem. Ja, men husk, at emotioner bare er budbringere
om ubalancer. Fix ubalancen, og følelsen går i sig selv. Eller nægt
at fixe ubalancen, og emotionen vil blive mere intens.

For mig at se er det nødvendigt at
arbejde på to planer: det ene er at indse, hvad det ukonstruktive
mønster kommer af, så man kan begynde at lukke energien ud af det,
og det andet er at blive dygtig til at tage sig af sit liv. Det
første – det med at kigge indad – skal man som regel have hjælp
til at lære ordenligt. Det andet er faktisk en del lettere.

Kodeordene til arbejdet kunne være præcis
forståelse, accept, medfølelse og handling.