Spørgsmål: Hvordan ser du
forholdet mellem depression og kontrol?

Det er besnærende at kaste mig lige ud
i et svar, men jeg kan godt lide at være så præcis som muligt i
mine svar, og det kræver, at vi først lige får afklaret, hvad der
ligger i ordet kontrol. Ellers ville det være så let blot at sige,
at depression er i bund og grund intet andet end for meget kontrol.

Men for meget af hvilken kontrol?

Der findes grundlæggende to former for
kontrol: den kontrol, som sætter os i stand til at foretage os noget
konstruktivt, der udvidder vores liv og færdigheder, og den kontrol,
ender med det modsatte, altså skaber snærende rammer. Den sidste
form for kontrol kalder vi med et andet ord for undertrykkelse.
Set fra den vinkel, så er depression for meget kontrol.

Kan du give nogle eksempler på for
meget kontrol?

Ja, f.eks. at føle skyld eller skamme
sig. Når vi møder omverdenens misbilligelse, når vi oplever, at
noget, vi har sagt eller gjort, ikke falder i god jord, så har vi en
tendens til som børn at skamme os. Vi kan også kalde det for at
være usolidariske med os selv. For i stedet for at tage til
efterretning, at det vi har gjort eller sagt måske ikke er lige det
mest fornuftige og så fortsætte med at tænke: kunne jeg udtrykke
det på en anden måde, så jeg stadig er solidarisk med mig selv,
men ikke i samme grad vækker omverdenens fordømmelse, så tænker
vi oftest straks: jeg er forkert, men man skal ikke tro på alt, hvad
man tænker, for vi er jo trænede i at tænke i ret snævre baner.
Jeg er forkert, betyder jo: jeg burde være en anden end den, jeg er
– og det kan man jo ikke være. Det store skred i børns
selvforståelse kommer, når de går fra at tænke: ups!, der kom jeg
vist lidt uheldigt af sted, og til at tænke: det er mig, der er
forkert. Dette leder jo til den ukonstruktive kontrol:
selvundertrykkelsen. Resultetet af selvundertrykkelsen er
selvfølgelig at man lukker af til omverden og holder op med at give
udtryk for den man nu engang er – gennem følelser, tanker og
handlinger, som man holder inde. De fleste gør jo sådan fordi de
vil beskytte sig. Så tænker de, at de får mindre bøvl med
omverdenen. Men hvad er dette bøvl i forhold til at give slip på at
måtte være den, man er? Det er nok en tanke værd. Her tænker du
måske, at der findes handlinger, der skader andre, og som man ikke
skal tillade sig at udføre. Jeg er helt enig. Selvfølgelig findes
der handlinger, som man skal afstå fra, men hvis man bliver
fortrolig med årsagen til, at man havde lyst til at handle så
ukonstruktivt, så kunne man måske opdage andre måder at håndtere
den vanskelige situation på.

Mange af de begrænsninger jeg
opdagede, jeg selv lagde på mig selv i min barndom, viste sig at
være bygget på formodninger om at det nok ikke ville være godt at
give udtryk for. Andre skyldes, at jeg misforstod de voksne, og atter
andre at jeg ikke gennemskuede, at det var de voksne, der indimellem
havde problemer, som de uden at tænke videre over det, overførte
til børnene, så de endte med at blive børnenes problemer.

Tilbage blev en række begrænsninger,
som jeg kalder dem, jeg måtte påtage mig selv, fordi alternativet
med den forståelse, jeg havde som barn, var langt værre. Sandheden
er jo nok, at intet barn er så ufornuftigt, at det pålægger sig
begrænsninger, der volder problemer og smerte, med mindre
alternativet er endnu værre.

Med andre ord: der har været mening i
”galskaben”, mening i at vælge den depressive måde at reagere
på. Og den slæber vi med os i voksenlivet selv om vi egentlig er
vokset ud af selve den problematik, der lå bag, og selv om vores
omgivelser har forandret sig så meget, at det er yderst begrænset,
hvor meget det kan betale sig at blive ved med at begrænse sig selv.

Med denne negative form for kontrol
underminerer vi vores ståsted, vores oplevelse af, at vores egne
følelser kan være korrekte, og vi begynder at betvivle vores egne
måder at se tingene på. Dermed mister vi tilliden til, at vi kan
handle os ud af problemerne og holder op med at gøre noget ved det.
Således trukket tilbage i sig selv kan vi miste os selv, men vi kan
også miste muligheden for den gode kontakt med andre. For når vi
ikke længere spontant må stå ved, hvad vi tænker og har lyst til,
hvordan kan vi da være sammen med andre, der ikke vil os det godt,
uden at komme til skade? Og når så nogen, der faktisk vil os det
godt, kommer og banker på, så opfører vi os som om deres interesse
og ønske om kontakt vil true os, og vi vil have en tendens til at
lukke os inde også i forhold til dem, der vil os det godt.

Den, der ikke tør udtrykke sig –
udtrykke klart, hvem han eller hun er – den kan ikke elske. Det
siger sig selv, for den, der ikke tør være sig selv, er jo i
praksis ikke tilstede.

Men hvad så med den konstruktive
kontrol? Kan du sige noget om den?

Tænk på en håndværker. Tænk på en
snedker, én der har brugt år af sit liv på at blive god til at
håndte de forskellige slags træ og til at bruge og passe sit
værktøj. Han kender træets muligheder og ved, hvordan værktøjet
kan anvendes, og han kan frembringe i smukkeste ting med anvendelse
af et minimum af anstrengelse. Når han er blevet tilstrækkelig
dygtig siger vi, at han mestrer sit fag. Vi kalder ham måske endda
for Mester.

Når vi mestret børneopdragelse, så
får vi børn, der klarer sig gå godt som det er muligt, og vi får
ikke børn, der lige så snart vi vender ryggen til, foretager sig
ting, som vi ikke engang selv ville gøre, da vi havde deres alder.
Vi lærer dem med andre ord at mestre deres liv, og vi lærer dem, at
det er ok at udtrykke sig frit – med omtanke – så friheden kan
komme dem selv og andre til gode. Så er der kontrol over
situationerne.

I den forstand er konstruktiv kontrol
ensbetydende med frihed – konstruktiv frihed.

Hvad så med tankerne og følelserne?
Kan jeg kontrollere dem?

Jeg kan kun tale ud fra min egen
erfaring. Og den er, at man kan arbejde på at blive mester.

For det første: afvis ikke en tanke
ved at sige, at den generer dig. En tanke kommer ikke for at genere
dig. Den kommer fordi den er relevant for dit liv uanset om du kan
gennemskue det lige her og nu eller ej.

Jo mere vi kæmper for at undgå at
tænke på noget bestemt ubehageligt, jo mere tid tilbringer vi jo
faktisk med at kæmpe med tanken. Tænk, hvis du er på en blind date
med en med en meget stor næse, som du siger til dig selv: den må
jeg ikke stirre mig blind på. Den må jeg for Guds skyld ikke

kommentere. Og da slet ikke for dens
farve. Hvad er det så du beskæftiger dig med i dine tanker? Ja,
selvfølgelig: næsen, næsen og næsen – i den rækkefølge. Intet
andet, næsten.

Sandheden er med andre ord, at det, man
afviser – det er faktisk en attraktion. Altså: en rejektion er i
realiteten en attraction. Noget vi bliver draget til.

Når vi er vrede på nogen, så er det
egentlig det samme som at sige, at vi afviser dem, som dem, de er
eller ved det de gør. Vi kan blive så forarget over dem, at vi
efter en uge må indse, at vi har fortalt alle dem, vi har mødt i
den forløbne uge, om netop denne person og denne persons
formastelige gerninger, holdninger, store næse og så videre. Så
hvem har vi haft med os i tale og tanker hele ugen andre end den, vi
forsøger at afvise. Vi kunne lige så godt have været bundet fast
til hinanden ved anklerne. Og det var måske ikke så tosset et
arrangement, for det ville tvinge os til finde en mere konstruktiv
måde at være sammen på end at afvise, være forargede – hade.
Det er altså langt bedre at tage hånd om vreden end det er at
afvise den. Det er langt bedre at forstå dens årsager end at pudse
den direkte på den, der har vakt vreden.

Hvis vi vil være mestre i vores eget
liv må vi lære at tage hånd om vores følelser – også de
ubehagelige. Vi må lære at indse, at de ikke kommer for at genere
os, men fordi vi kan lære af dem.

At flygte fra nedtrykthed er med andre
ord måske ikke det mest intelligente, man kan gøre. Det er nemmere
at forså ved dets modsætning: at flygte fra følelsen af indre fred
vederkvægelse, det er måske ikke det mest intelligente, man kan
gøre. Men da vi kommer til at fæstne os ved oplevelsen af
nedtrykthed og ikke ved, hvad den mon kommer af, så glemmer vi, hvad
den kommer af, og gør vi det, hvad kan vi så gøre for at gøre
noget ved nedtryktheden? Omvendt, hvis vi oplever følelsen af indre
fred og vederkvægelse, ville vi da ikke være lidt dumme, hvis vi
ikke var opmærksomme på, hvad eller hvem, der var forbundet med
oplevelse? Gurli Margrethe f.eks.?

Terapi må altså handle om at blive
dygtig til anerkende følelser – uanset hvad vi måtte mene om dem.
Terapi må altså handler om at blive dygtig til at forstå, hvad de
kommer af, og det kan man bedst, når man ikke mere fordømme en
følelse som uønsket, ligegyldigt hvor bøvlet den er.

Og terapi må handle om at kunne finde
konstruktive måder at udtrykke sig på.

Kun herigennem bliver man mester i sit
eget liv.

I modsætning hertil ender den
depressive med faktisk at blive offer for sin egen selvundertrykkelse
– den, som opringelig var tænkt som en løsning på en situation,
der var ubærlig.