Kærlighed,
skønhed og depression.

Man skal ikke iagttage sig selv eller
andre særlig meget før man kan se, at det, der er pænt eller
smukt, tiltalende, giver os mere glæde end det modsatte. Ser vi på
maden på en smukt anrettet tallerken, så vil vi selvfølgelig føle
os mere opstemte end hvis vi ser på en tallerkenfuld brunt-i-brunt.
Vi kan ofte tage en lille smule anstød af ting, der om man så må
sige er en torn i øjet, mens det, der ikke vækker noget mishag er
noget, som vi umiddelbart ”flyder” hen imod. Det tiltalende får
os i højere grad til at droppe eventuelle forbehold eller
ligegyldighed. Vi nærmer os det. Vi vil gerne smelte sammen med det.
Vi nyder at være i en tiltalende favn. Vi nyder at se på en smuk
blomst. Vi nyder et selskab uden mislyde. Vi viser anerkendelse for
en rose, og vi har ikke lyst til at skade den – tværtimod. Det er
den reelle kærligheds væsen, vi mærker tilstedeværelsen af:
nærværet, det uforbeholdne, det at anerkende nogen eller noget i
samme grad som os selv. Vi kan sidde på en bænk ved søen, se ud
over det rolige vand og op på aftenhimmelen og næsten stirre hul i
den og pludselig føle, at vi er et med det hele og dog stadig os
selv. Roen kan falde på os i endnu større grad, og måske får vi
et glimt af en følelse af ”upliftment” – en oplevelse, der kan
være svær at sætte ord på. Alligevel vil jeg forsøge: det føles
som en stille, stille fryd. Som et næsten uhørligt fundament af
glæde. Det har ikke noget med tilfredsstillelse at gøre. Det er
snarere en følelse af tilfredshed; at alting er som det skal være.
Der kan blive helt tomt på en fredfyldt måde.

Med andre ord: vi befinder os i en
vederkvægende oplevelse. En oplevelse, der kan hænge ved os længe
efter. Det er sådanne oplevelser, vi tanker op ved.

Vi samler på dem. Ikke sådan at vi
ønsker at banke et søm gennem fuglen og banke den op på væggen.
Vi kender egentlig godt flygtigheden i oplevelsen og ved, at vi skal
være i den mens den er der, og at den kun kan fastholdes i mindet.
Det er det skønne ved det vederkvægende. Det handler ikke om, at
det skal være perfekt. Det handler om at se og acceptere, at intet
er perfekt og stadig finde skønheden i det.

Men vi kan også have grelle oplevelser
som hænger ved. Oplevelser, som er det modsatte af det, der får os
til at opleve at høre til, være en del af del af noget større.
Ofte hænger de sammen: mennesker udvikler sig, og somme tider i hver
sin retning. Man kan have haft et afhængighedsforhold a la jeg kan
ikke leve uden dig, og ingen anden skal have dig. Det er selvfølgelig
en håbløs indstilling, som kun kan ende i en eller anden slags
ulykke. Men kan han også have haft den stille, frydefulde oplevelse
af nærværet og alligevel blive overlistet af et krampagtigt ønske
om, at det skal blive ved.

Men intet bliver ved – heller ikke et
parforhold. Det, der faktisk sker er, at de genskaber det hver
morgen. Med deres nærvær, åbenhed og ved at værsætte den anden
som de værdsætter sig selv. Vi vågner jo ikke op og tænker: Nåh,
er det nu hende der ligger der igen – lige som i de andre måneder og
år. Den indstilling ville jo være ødelæggende for ethvert
forhold. Og derfor er det jo sådan, at når vi holder op med at gøre
det, der genskaber forholdet, så visner det, for det kan ikke
fastholdes.

Man kan blive gamle sammen, og den
fysiske skønhed er alvorligt forandret. Alligevel kan vi se på
hinanden med det vederkvægende blik for det menneske, som vi
værdsætter. Det betyder ikke, at vi har mistet vores blik for det
fysisk skønne. Men det betyder måske, at vi har udviklet vores sans
for at dvæle ved det skønne i højere grad end ved det, som ikke
mere er så skønt. Og på et tidspunkt hvor vi er nået til at være
forklædt som pensionister, da kan vi opdage, at vores sind er lyst
som hos den ukuede ungdom – hvis vi plejer det.

Selv om alt det vederkvægende er
flygtigt, så er der interessant nok alligevel noget, der kan
fastholdes, men det er først og fremmest de ikke særlig behagelige
oplevelser, for de sætter deres spor i hukommelsen og vi lærer at
tage vores forbehold – og forbehold er jo det modsatte af
kærlighedens essens. Forbehold skaber små afstandtagender, måske
store. De er ikke inkluderende – de er ekskluderende. De skaber
afstand og ødelægger muligheden for oplevelsen ved søen, hvor vi
kiggede hul i himlen og fik oplevelsen af at høre til – at alt
hører til.

De, som har, skal mere gives, mens de,
som intet har, skal alt tages fra. Mange har måske spekuleret over,
hvad det betyder, og der er sikkert lige så mange bud på
betydninger, som der er mennesker, der kender citatet. Måske endda
flere.

For mig betyder det, at har man samlet
godt med oplevelser af den vederkvægende karakter, så er man også
mere indstillet på at se det smukke, se mulighederne, se det
konstruktive, favne udfordringerne og tage dem til sig. Har man først
opnået denne indstilling, så er det enklere at fortsætte på den
måde – også i modgang.

Har man derimod alt for lidt af den
slags oplevelser og i stedet fået fyldt rygsækken med
uoverstigelige genvordigheder, så er der jo heller ikke noget at
sige til, at man møder nye tildragelser med skepsis. Og måske er
dette hele forskellen: skeptikeren er allerede forudindtaget, mens
kritikeren løfter hovedet og undersøger før han danner sin mening.
Men som jeg husker Storm P. så sagde han: For at finde ud af noget,
er det først nødvendigt at finde ind i det, men har man først
fundet ind i det, så er det næsten umuligt at finde ud af.

Skeptikeren dropper besværet. Der har
alligevel været for mange oplever, der siger, at det ikke er umagen
værd. Skeptikeren har sine erfaringer at holde sig til. Kritikeren
må være nærværende og tage stilling til situationen her og nu og
undersøge, undersøge og undersøge før der fældes en eventuel
dom.

Man kan sige, at pessimisten forventer
det, han mindst ønsker sig, mens optimisten forventer det, han mest
ønsker sig. En dreven skeptiker kan blive helt skuffet, hvis
skepsissen ikke holder stik.

Så for ikke at risikere at blive
skuffet, så skærer man ned på de konstruktive forventninger og
skærer i det hele taget ned på kontakten til omverden, og så er
man faktisk godt i gang med at etablere den depressive reaktion.

Selv om man har nogle talemåder om
uautoriserede personers tolkning af Biblen, så giver citatet:

(der er massevis af bud på
oversættelser, men her er min foretrukne)

The eye is the lamp of the Body. If the
eye is single, your whole body will be full of light. But if the eye
is bad, the body will be full of darkness. Matt. Kap. 6 vers 22-23.

Single er et gammelt ord for noget
udelt, sammenhængende og klart.

Så er ens måde at se på udelt,
uproblematisk, sammenhængende og klar, så fyldes man af
vederkvægelse/lys, mens hvis ens måde at se verden på er
dårlig/skadet, så fyldes man af det ikke-vederkvægende, som vi i
denne sammenhæng kan kalde mørke.

Har man samlet for meget skidt i
bagagen til at kunne møde verden med uforfærdethed

________________________________ _ ______________________________

Blessed are they who see beautiful
things in humble places where other people see nothing.

(Cit.
Camille Pissarro)

________________________________
_ ______________________________

og frejdighed, så er man altså på
den. Og man betaler igen og igen for ikke at have det, der ville være
så godt at have. Med andre ord: den depressives måde at være på,
at forstå på, at forholde sig til sine tanker og følelser på,
kører ham ned – endnu mere ned – med mindre der er samlet
tilstrækkelig meget til at give en vis modvægt.

Helt konkret har jeg set gang på gang,
at mennesker er blevet smukkere, når de har kastet deres problemer
af sig, enten ved at smide dem, de faktisk ikke behøver at forholde
sig til, eller ved at finde gode løsninger på dem, som de
nødvendigvis må forholde sig til. Der er en afklarethed i deres
ansigt og kropsholdning, der gør dem smukkere.

Som en klient engang sagde: jeg blev
engang spurgt, hvad psykologen gjorde, og jeg måtte svare: det er
som om han går foran og holder lanternen højt. Han lyser ind i mit
sinds mørkeste kroge, lærer mig at se og forstå, at det svære var
noget, der var sket og ikke sker igen, og det giver mig fred.

Vi kan ikke udvikle os hen mod den dybe
fred og opløftethed gennem ubehagelige situationer i sig selv. Set i
denne sammenhæng er der ingen grund til at byde os selv frustrerende
oplevelser. At være deprimeret låser fast – tilstanden skaber i
sig selv ingen udvikling, snarere tværtimod. Men vi kan selvfølgelig
udvikle os gennem det konstruktive, vi lærer og oplever i processen
med at løse op for vores vanskeligheder. Det er der vi igen kan
vokse, gro og udvikle os.

Eller som Bob Moore formulerede det
(cit. Montreal, Juni 1979):

”Det er kort sagt ikke disharmoni,
had, jalousi eller angst, der får livet til at fungere. Det er den
realitet, der ofte ligger skjult bagved, som skaber de aktiviteter,
som får vores liv til at fungere”.