DET ER ET SPØRGSMÅL OM HVILKEN KULTUR VI ØNSKER!

TV2 har i dag kunnet meddele, at nu er det blevet fastslået i den hidtil største undersøgelse i England, at antidepressiv medicin virker. Det ville have været ønskeligt om de havde set lidt nærmere på, hvordan den virker.
Løser den i det hele taget noget, eller er den snarere med til at trække vanskelighederne i langdrag?

Men boghandleren kan ikke sove. Dette radiospil skrev Ernst
Bruun Olsen allerede i 1962. Et hørespil om den arme boghandler, der fra
sin lejlighed over boghandelen kunne iagttage, hvordan flere og flere
af byens indbyggere blev forvandlet til næsehorn, der gungrede op og
ned gennem hovedgaden uden mål og med – blot følgende flokken.
Et hørespil bl.a. om hovedløs adfærd og manglende
kulturel indsigt. Om medløbere.
Det var dette hørespil, jeg kom til at tænke på, da jeg hørte hvordan
TV2’s nyhedsudsendelse ukritisk viderebragte nyheden om, at
antidepressiv medicin virker. At det nu var slået fast af engelske
forskere i den hidtil største undersøgelse.
Og så sker det sædvanlige, nemlig at medierne bringer disse
informationer frem uden at forsøge at se ind bag informationerne. Og
uden at bringe noget nuanceret billede.
Nu har jeg jo fulgt med i debatten om behandling af depressioner siden
1979, hvor jeg begyndte som privatpraktiserende psykolog og havde
skrevet speciale om depressionsteorier. Det var dengang ret chokkerende
at se, hvor ringe det faglige og logiske niveau var – en sammenblanding
af symptomer og forklaringer.
Langt sene: I Danmark fik alle ydernummerpsykologer (os med en aftale
med sygesikringen) for få år siden påbud om at formidle spørgeskemaerne
om depressionsbehandlingens effekt til vore klienter underden offentlige
sygesikring. Der var mange spørgsmål, men de koncentrerede sig om
“hvordan har du det”-spørgsmål. Nu skal man jo ikke have beskæftiget sig
ret mange år med sådanne problematikker for at indse, at det hele ikke
blot handler om, hvordan man har det, men i særdeles høj grad også om
hvordan man tager det, sådan som allerede Søren Kierkegaard påpegede
det.
Så jeg ringede straks den psykolog op, som var den ene halvdel af
forskerteamet bag undersøgelsen – en psykolog, som jeg selv tidligere
havde inviteret med i en gensidig supervisionsgruppe. Og så fortalte jeg
hende, at jeg i spørgeskemaet i den grad manglede spørgsmål om “hvordan
tager
du det?”. Har du lært noget af at gå i terapi? Har du lært noget, du kan
bruge resten af dit liv? Forstår du nu, hvordan du kan gøre, så du ikke
får tilbagevendende depressioner?
For hvad kan vi gøre for en voksen kvinde, der hver gang hendes far
begik overgreb på hende, undskyldte sig med, at han ikke kunne gøre for
det – det var fordi hun var så smuk. Og det fuckede hele hendes liv op.
Og hun var nøjagtige lige så god (læs: dårlig) til at bakke sig selv op,
som hendes mor, der var vidende om, hvad der foregik, men ikke greb
ind. På den måde havde hun lært at frakende sig selv værdi. Og blive ved
med at frakende sig værdi.
Sket var jo sket. Og hun må ud af den fastlåsende måde at forsøge at
tackle det på, for at kunne komme videre, for bliver man ved med at
tænke i samme baner og gøre det samme, så kan de fleste forstå, at man
også bliver ved med at få det samme resultat. Her er anerkendelse af, at
det, der skete, vigtig – men det er ikke nok. Ændrede tankemønstre fra
at være en, der måtte
finde sig i overgreb, ændrede holdninger og ændrede handlinger er
vigtige.
Så jeg spurgte min kollega: hvorfor har du ikke nogen spørgsmål der går
på om klienten har lært noget brugbart? Har fået nye holdninger – især
til sig selv. Og hun svarede ganske enkelt: Det er fordi
forskningsopgaven blev sendt i udbud,
og for at være rimelig sikre på at få forskningsopgaven blev vi nødt til
at droppe spørgsmål, som lå uden for den konventionelle tankegang på
området. Nå, det var dér problemet var begravet! Follow the money kan
have flere betydninger.
Men resultatet blev – ud over at bekræfte, at psykoterapi hjalp folk –
at det års klienter blev præsenteret
for den ide, at det handlede om, hvordan de havde det og ikke om,
hvordan de havde lært at tage det, for er der een ting, som
spørgeskemaer er gode til, så er det at få ledt den, der svarer på det,
ind på den måde at tænke på, som man spørger til.
Som om depressioner er en undtagelse fra reglen om årsag og virkning.
Med alt andet bøvl er vi nødt til at se på om, vi kan finde ud af, hvad
det kom af, hvordan vi selv har handlet i forhold til det, der skabte
problemet, og hvordan vi kan komme til at fastholde problemet ved ikke
at gennemskue vores egen del i det – f.eks. hvordan vi fortsætter med at
acceptere at gå for lud og koldt vand og
lade os bruge til noget, vi aldrig skulle have været udsat for. Men hvis
de depressive perioder kommer igen fordi hun ikke har indset, hvor
dygtig hun skal blive til at tage sig af sig selv på en god måde, er
behandlingen så vellykket?

Hvad er hende diagnose? Er det: fastlåste, tidlige indlærte problemløsningsstrategier og tidligt indlært frakendelse af selvværd som følge af usundt opvækstmiljø med depressive reaktioner? Desværre skal hun ind under det officielle diagnoseapparat med diagnoser, der mere egner sig til at gøre kollegers billede af patienters symptomer enklere, men ikke giver nogen som helst clue om hvordan hun kan frisætte sig fra fortidens overgreb.
Har vi hjulpet hende videre forbi problemet eller nøjes vi med at
forsøge at fjerne symptomerne.
Skal vi faktisk stille os tilfreds med et behandlingsresultat, hvor vi
dølger symptomerne men efterlader årsagerne uberørte? Og ofte med
langvarig medicinering til følge. En langvarig medicinering, som tjener til at fastholde hende i et billede af, at hun er syg. Eller skal vi lære at forstå, hvordan
vi skaber grundlaget for depressioner – både individuelt og gennem
hvordan vi indretter samfundet, eller skal vi blot gå efter at eliminere
symptomerne? Skal vi se på sammenhænge mellem ensomhed, angst og
depression, manglende solidaritet med sig selv og forsøg med
problemløsningsstrategier, som ikke løser noget, men blot flytter rundt
med problemerne. Skal vi blot gungre derudad?
Hvad med om vi begyndte at spørge:
Hvad er et godt liv?
Hvad er en sund måde at tackle udfordringer på?
Vi har det med at pleje vores sko bedre end vi tager omsorg for vores
egen psyke. Så i stedet for at fare forvildet rundt og ukritisk gentage
de seneste forskningsresultater, så er det vel på tide, at vi graver et
spadestik dybere og spørger os selv, hvilket samfund vi ønsker os og
hvad vi ønsker os af vores liv.
Se. det er nogle af de temaer, som jeg ville ønske, at medierne ville
beskæftige sig med frem for den evindelige og som oftest frugtesløse
snak om, hvorvidt antidepressiv medicin virker. Selvfølgelig virker den.
Spørgsmålet er bare
om den virker på den måde, der er eftertragtelsesværdig. Spørgsmålet er,
om antidepressiv medicin overhovedet er løsningen for alle dem, der
ikke allerede er kommet så langt ud i det depressive mønster at vi som
behandlere bør være glade for, at der findes et alternativ til at lære
at få et ordentligt liv, nemlig antidepressiv medicin.
Jeg vil se med glæde på, at medierne begynder selv at sætte sig lidt
grundigere ind i, hvad depression faktisk handler om i stedet for blot
at referere undersøgelse på undersøgelse uden at informere os om
præmisserne – eller blot stille det enkle spørgsmål: selv om
antidepressiv medicin måske virker,
er antidepressiv medicin så svaret på den problematik, der altid ligger
bag?

Gunnar Hatt
privatpraktiserende psykolog gennem 38 år.