Flere har opfordret mig til at skrive lidt mere om, hvad jeg selv mener er god og dårlig terapi, idet det ikke er skrevet særlig klart i bogen. Jeg har i dette indlæg forsøgt at komme lidt rundt om emnet uden at gå i for mange detaljer.

Om
at blive hel igen.

Jeg
har i tidens løb stiftet bekendtskab med mange forskellige
terapiformer, som alle har været velmente forsøg på at hjælpe
folk. Og de fleste har da også haft effekt – men hvilken effekt.

Hvert
menneske har sine særegne kvaliteter, som det kan videreudvikle og
forfine gennem de udfordringer, som livet giver. Hvert menneske har
også sine særegne vanskeligheder, som de ligeledes kan
videreudvikle og forfine gennem de udfordringer, som deres liv giver.
Selvfølgelig er det sådan.

Hvis
disse vanskeligheder fx er, at de reagerer depressivt, så er der jo
helt basalt tre måder at tackle udfordringerne på: man kan gøre
som man plejer og videreudvikle det depressive mønster, eller man
kan forsøge at ændre måden man tackler udfordringerne på –
eller den tredje vej, som mange vælger: man kan blive i
problematikkerne og vælge antidepressiva i den overbevisning, at
medicinen vil hjælpe.

Min
erfaring gennem mine næsten fire årtier som terapeut er, at hvert
menneske har sin egen, sin helt egen vej gennem livet og også gennem
sine vanskeligheder. Derfor vil det være en nærmest umulig opgave
at skrive helt generelt om, hvordan man skal håndtere dem. Mange af
de terapeutiske retninger har selvfølgelig deres eget bud på hvad
de ser som den ideelle måde at håndtere tingene på. En klog kone
har engang sagt, at man hjælper klienterne bedst gennem de metoder,
som terapeuten har det bedst med. Det er der megen sandhed i, og det
er der også mange undersøgelser, der viser. Men det er selvfølgelig
en sandhed med modifikationer, for én ting er, at terapeuten skal
trives – og der er jo ikke megen ide i at arbejde med terapi, hvis
man ikke trives med den måde, man arbejder på. Men en anden ting
er, at der jo i et terapiforløb også er en klient til stede, og at
denne klient ikke bare skal trives med det, der foregår i terapien,
men også skal have skræddersyet forløbet i forhold til sine
vanskeligheders art. Og for at gøre det endnu vanskeligere, så har
disse klienter også deres familie, vennekreds og arbejde, som de
også skal kunne trives med.

Nogle
går i terapi for at få bugt med deres angst og kommer måske til en
terapeut, som bakker dem helt op i deres ret til at være sig selv,
men resultatet har været, at fra at være havnet i den ene grøft,
angstens, så ryger de tværs over det, der kunne være deres
balancerede udgangspunkt for resten af livet og havner – ikke på
vejen – men i den modsatte grøft, hvor de får bakket sig selv op
i en grad, så de bliver skilt og de næste mange år kan de så i
stedet have problemet med at have fælles børn med en eksmand, som
de forestiller sig at de skal håndtere fra den nye grøft.


hvad er ideen med at komme til psykolog med eet problem og komme hjem
med et andet?

Hvad
er ideen i at gå fra at have været i offerrollen og til at træde
ind i bødlens rolle? I mine øjne er der intet nyt under solen, hvis
det er sådan man gør. Jo, rollerne er nu byttet om, men spillet er
det samme, og med mindre det hele skal eksplodere, så kræves det,
at de andre er med på rolleombytningen. Og kan man ikke se, at man i
sin nye rolle deltager i netop den rolle i det spil, som i sin tid
var så destruktivt for én, så er resultatet jo på langt sigt, at
man nu er trådt ud af den rolle, som gav én selv problemer og ind i
den, som giver de andre problemer. Det svarer vel egentlig til, at vi
løser vores problem med at de andre laver en C02-forurening som også
påvirker vores område, ved selv at begynde at forurene. Så får vi
da i det mindste selv glæde af forureningen – tænker mange –
men man skal jo have sine skolepenge tilbage, hvis man ikke kan se,
at det samlede resultat af den tankegang er, at forureningen
accelererer.

Man
kan ikke løse et problem på det niveau, problemet er på. Man er
nødt til at skifte niveau.

Man
kan fx ikke løse en emotionel konflikt ved at køre endnu mere rundt
i det emotionelle. Man kan ikke løse et problem med at lade sig
styre af tante Agathes meninger og forslag ved at finde en ny tante
Agathe, selv om den nye måske er terapeut. Det kan så se ud som om
man får løst et konkret problem – det er klart – men der er jo
ingen ide i at rende til terapeut for at gøre terapeuten til en ny
autoritet i ens liv – til stor fortrydelse for den gamle tante
Agathe. Det er jo i realiteten blot at blive ved med at tro, at man
aldrig behøver at lære at blive sin egen autoritet, at man aldrig
rigtig begynder at stole på sig selv, og at man altid forholder sig
skeptisk til sine egne ideer om, hvordan noget skal løses med mindre
man har konsulteret sin terapeut.

Nogle
terapeuter ser ud til at trives med denne rolle som giver dem faste
indtægter, mens andre synes det er forstemmende at deltage i et
sådant cirkus.

Men
kan vi da ikke sige noget forholdsvis generelt om, hvad der er
konstruktivt eller skal vi blive ved med at påpege fejl og mangler?

Jeg
vil vove forsøget med at se lidt på – ikke bare, hvad vi skal væk
fra – men ved at forsøge at se på, hvor det er, vi gerne skulle
hen. Ved at forsøge at indkredse, hvad der er konstruktivt.

Det
behøver ikke at være så kompliceret.

Hvis
terapi – eller for så vidt problemløsning i det hele taget – skal
have en mening, så må det være at få mennesker til at fungere
bedre i sig selv og i en sammenhæng. Den smerte, de lidelser og det
bøvl, der kommer ind i ens liv stammer først og fremmest fra de
splittelser, vi får lavet og kommer ud for.

Og
kuren for hver enkelt skabning ser ud til at være at vokse og gro og
blive mere integreret.

(Og
her vil det være godt, hvis man allerede har læst det lille essay,
jeg har kaldt Kærlighed, skønhed og depression, som også findes på
denne blog).

Det
er gammel viden at den gode udvikling går gennem at løse op for
det, der har sat sig fast, og skabe en velfungerende sammenhæng. Den
gode udvikling kommer af at hjælpe sig selv såvel som andre – og
andet – i gang. Faktisk kommer det gode, gamle danske ord, elske,
af en sprogstamme, som betyder både at så, at pløje og at
opfostre, altså i realiteten det, der skal til for at bringe nye
generationer frem og skabe det gode liv.

Love
is to contact that point in another person that makes him grow. Love
is to contact that point in oneself that makes oneself grow. Love is
in reality to contact everything in a way that makes growth possible.
And not just possible but also so that it happens.

Kærlighed
er ingen forbrugsfest og kærlighed er ingen vare. First you fall in
love and then – when you have got what the other person had to give
or tried to take it – then you fall out of love.

Det
er gammel viden, at kærlighed
i betydningen ligeværd
og nærvær
ikke er
noget, man kan tage. Man kan tage imod, men ikke tage. Det, man får,
hvis man forsøger at tage, ender med at blive noget underligt,
forplumret noget.

Disse
punkter hvor vi kan vækste er der, hvor vi ellers er groet fast og
stagneret, og terapi viser, at vi selvsagt ofte har meget lidt lyst
til at berøre de punkter, som kunne give os vækst, med mindre vi
allerede har opbygget nogle gode erfaringer med at tage hånd om dem,
og har vi det, så har vi ikke så meget brug for terapi længere.
Terapi må derfor for mange handle om at blive fortrolig med hvordan
man får de gaver frem, der ligger i enhver udfordring.

I
alle de år, jeg har set mennesker vokse gennem terapi, har det været
tydeligt, at en sådan vækst altid indebærer nogle grundlæggende
holdningsskift og forståelser – og ikke mindst nye handlinger. Et
skift til nye holdninger og nye forståelser, der er mere i
overensstemmelse med, hvem vi egentlig er bag alle vores problemer og
alt vores bøvl.

Heling
handler om at gøre hel. Heling handler ikke om at flytte et problem
fra ét sted, hvor det laver ravage i vores eget liv til et andet
sted, hvor det laver ravage i andres. Eller med kemi at flytte
problemet fra ét sted i én selv til et andet sted i én selv. Det
handler lige så lidt om at om at smide sit køkkenaffald over hækken
til naboen, som det handler om at smide sit psykiske affald over til
naboen. Det handler om at blive voksen og rydde op efter sig selv og
rydde op i sig selv. Om at blive sin egen autoritet og sin egen
omsorgsgiver. Og det handler ikke om at følge tante Agathes råd for
at blive et godt menneske. Det må handler om at undersøge, om nogle
af de råd, hun giver faktisk ER gode, så man kan gøre dem til sine
egne og droppe resten. Det handler ikke om at plagiere og træne i et
blive et godt menneske, som er hendes ide om det gode liv.

Det
er måske den vigtigste erkendelse, jeg er kommet til gennem mit
arbejde: at mennesker, når de rigtig får løst op for det, der
plager dem, altid viser sig at blive mere rummende, kærlige og
medfølende over for ikke bare sig selv, men over for sine
omgivelser. Der er altså ingen grund til at spilde tiden med at
plagiere andre, når den enkleste og korteste vej er at blive sig
selv og give andre de helt samme vilkår for et godt liv.


hvis vi skal tage konsekvensen af det jeg allerede har skrevet, hvad
kan vi så sige mere generelt om at vækste?

Jo,
vi kan øve os i at opdage det sårede barn, som vi alle indeholder.
Et barn, hvis skader er blevet til i situationer, hvor
vanskelighederne har været for store og uoverskuelige i forhold til
de evner vi havde udviklet dengang, og i forhold til den kærlighed,
omsorg og medfølelse, som vi havde brug for, og som vi ikke fik i
tilstrækkeligt omfang dengang vi som børn var så afhængige af
andre. Den spontane reaktion, når vi endelig begynder at få åbnet
øjnene for det indre, sårede barn, er en trang til at kigge væk.
Tag det væk, doktor, bare tag det væk. Men doktoren kan ikke rode i
vores hjernekasse og hjerte, når det handler om psykiske problemer.
Det er heller ikke nødvendigt, for i samme nu man helt har erkendt,
at problemer kommer af splittelser må man vide, at løsningen,
kuren, er at gøre hel. I samme øjeblik man erkender, at hvis et
problem er opstået af mangel på kærlighed, ømhed og nærvær, så
skal det nok ikke løses ved at tage afstand fra vores sårede
følelser, men ved at give dem kærlighed, ømhed og nærvær og ved
at lade dem modtage kærlighed, ømhed og nærvær.

Således
kan man egentlig bare forestille sig, at man tager sine vanskelige
følelser, tanker og reaktioner til sig i form af et barn, som man
tager på skødet og giver kærlighed, ømhed og nærvær, mens man
får en god snak med det og selv træder ind i rollen som den voksne,
der godt forstår, at barnet har brug for at nå frem til en
erkendelse af, at det er accepteret og får en hånd fra den voksne
at holde i.

Jeg
tænker også, at det kunne være det, der ligger i, at man godt kan
se splinten i broderens øje, men ikke bjælken i ens eget. Så
behøver vi blot se på vores broder og lægge mærke til, om vi ser
på ham med forståelse og medfølelse, eller om vi dømmer dem ude.
Gør vi det sidste, så burde vi kunne indse, at vi er med til at
fastholde problemet.

Hvis
vi ikke kan se på vores bøvl og tage det til os, så bruger vi
syndebukken, som på engelsk oprindelig hed the
escape goat,
men
der er ingen vækst i eskapisme.
Proceduren var, at
man kastede alt det, man ikke brød sig om ved sig selv og alle sine
dårlige gerninger, som man helst ville være foruden, over på
synde-bukken hvorefter man i fællesskab jog den ud i ørkenen, i
håbet om at den ville dø der sammen med alt det, man havde skudt
over på den. Men nogle synde-bukke må tilsyneladende have overlevet
og formeret sig, for ørkenen – det ørkesløse liv – ser ud til
at være fyldt med den slags geder. Intet forsvinder – men noget
bliver flyttet til et mere bekvemt sted. Den slags terapi kan kaldes
korset-metoden eller støvsuger-metoden ud fra den kendsgerning, at
ingen korsetter har fjernet så meget som en delle, men blot flyttet
den hen til et sted, hvor den ikke ser så bøvlet ud, og tilsvarende
med støvsugere.

Depressive
har været vort samfunds synde-bukke. I stedet for at se, hvad det er
for vanskeligheder de bærer, hvoraf mange af dem er konsekvenserne
af vores egen måde at være på og den måde vi har indrettet
samfundet på, så kunne vi måske vove at se på de depressive og
derigennem få en tydeligere oplevelse af, hvad der skal til for at
bevare det gode liv. Først træner man i at få øje på sine
vanskeligheder – dernæst at lære at tage nænsomt hånd om dem,
mens man renser ud i alt det bøvl, man har slæbt med sig, og først
derefter kommer opgaven med at lære at bruge sin store frihed til
eget og alles bedste.

Den
gode terapi giver altså en håndsrækning til at kunne blive sig
selv og til at kunne give nøjagtigt det samme privilegie til andre.
Den gode terapi tager udgangspunkt i at alt trods forskelligheder har
et ligeværd. Den gode terapi tager udgangspunkt i i en konkret og en
filosofisk forståelse af det at være menneske. I menneskeligt
nærvær og omsorgen for medmennesker som vi jo også selv er et af.
Og jo mere vi er i stand til at sætte os ind i andres situation og
dermed vide, hvordan de har det, jo bedre kan vi støtte.

Det
er jo lige netop disse kvaliteter, som jeg har beskrevet som kernen i
kærlighed. Det er ikke noget højttravende i dette. Det handler om
at have benene på jorden, hjertet på rette sted, og begynde at få
en klar forståelse af hvordan virkeligheden faktisk ser ud.

Med
andre ord: vejen er præcis det samme som målet.

Med
kærlig hilsen

Gunnar
Hatt