Blog Image

Med Kærlig Hilsen

"Kærlig hilsen tante Agathe"

Med undertitlen "Depressionsbehandling uden medicin"
er en bog skrevet af Gunnar Hatt
Bogen udkommer 21. maj 2017

Om god og dårlig terapi (om at blive hel igen).

Filosofiske smuler Posted on Mon, June 18, 2018 11:50:31

Flere har opfordret mig til at skrive lidt mere om, hvad jeg selv mener er god og dårlig terapi, idet det ikke er skrevet særlig klart i bogen. Jeg har i dette indlæg forsøgt at komme lidt rundt om emnet uden at gå i for mange detaljer.

Om
at blive hel igen.

Jeg
har i tidens løb stiftet bekendtskab med mange forskellige
terapiformer, som alle har været velmente forsøg på at hjælpe
folk. Og de fleste har da også haft effekt – men hvilken effekt.

Hvert
menneske har sine særegne kvaliteter, som det kan videreudvikle og
forfine gennem de udfordringer, som livet giver. Hvert menneske har
også sine særegne vanskeligheder, som de ligeledes kan
videreudvikle og forfine gennem de udfordringer, som deres liv giver.
Selvfølgelig er det sådan.

Hvis
disse vanskeligheder fx er, at de reagerer depressivt, så er der jo
helt basalt tre måder at tackle udfordringerne på: man kan gøre
som man plejer og videreudvikle det depressive mønster, eller man
kan forsøge at ændre måden man tackler udfordringerne på –
eller den tredje vej, som mange vælger: man kan blive i
problematikkerne og vælge antidepressiva i den overbevisning, at
medicinen vil hjælpe.

Min
erfaring gennem mine næsten fire årtier som terapeut er, at hvert
menneske har sin egen, sin helt egen vej gennem livet og også gennem
sine vanskeligheder. Derfor vil det være en nærmest umulig opgave
at skrive helt generelt om, hvordan man skal håndtere dem. Mange af
de terapeutiske retninger har selvfølgelig deres eget bud på hvad
de ser som den ideelle måde at håndtere tingene på. En klog kone
har engang sagt, at man hjælper klienterne bedst gennem de metoder,
som terapeuten har det bedst med. Det er der megen sandhed i, og det
er der også mange undersøgelser, der viser. Men det er selvfølgelig
en sandhed med modifikationer, for én ting er, at terapeuten skal
trives – og der er jo ikke megen ide i at arbejde med terapi, hvis
man ikke trives med den måde, man arbejder på. Men en anden ting
er, at der jo i et terapiforløb også er en klient til stede, og at
denne klient ikke bare skal trives med det, der foregår i terapien,
men også skal have skræddersyet forløbet i forhold til sine
vanskeligheders art. Og for at gøre det endnu vanskeligere, så har
disse klienter også deres familie, vennekreds og arbejde, som de
også skal kunne trives med.

Nogle
går i terapi for at få bugt med deres angst og kommer måske til en
terapeut, som bakker dem helt op i deres ret til at være sig selv,
men resultatet har været, at fra at være havnet i den ene grøft,
angstens, så ryger de tværs over det, der kunne være deres
balancerede udgangspunkt for resten af livet og havner – ikke på
vejen – men i den modsatte grøft, hvor de får bakket sig selv op
i en grad, så de bliver skilt og de næste mange år kan de så i
stedet have problemet med at have fælles børn med en eksmand, som
de forestiller sig at de skal håndtere fra den nye grøft.


hvad er ideen med at komme til psykolog med eet problem og komme hjem
med et andet?

Hvad
er ideen i at gå fra at have været i offerrollen og til at træde
ind i bødlens rolle? I mine øjne er der intet nyt under solen, hvis
det er sådan man gør. Jo, rollerne er nu byttet om, men spillet er
det samme, og med mindre det hele skal eksplodere, så kræves det,
at de andre er med på rolleombytningen. Og kan man ikke se, at man i
sin nye rolle deltager i netop den rolle i det spil, som i sin tid
var så destruktivt for én, så er resultatet jo på langt sigt, at
man nu er trådt ud af den rolle, som gav én selv problemer og ind i
den, som giver de andre problemer. Det svarer vel egentlig til, at vi
løser vores problem med at de andre laver en C02-forurening som også
påvirker vores område, ved selv at begynde at forurene. Så får vi
da i det mindste selv glæde af forureningen – tænker mange –
men man skal jo have sine skolepenge tilbage, hvis man ikke kan se,
at det samlede resultat af den tankegang er, at forureningen
accelererer.

Man
kan ikke løse et problem på det niveau, problemet er på. Man er
nødt til at skifte niveau.

Man
kan fx ikke løse en emotionel konflikt ved at køre endnu mere rundt
i det emotionelle. Man kan ikke løse et problem med at lade sig
styre af tante Agathes meninger og forslag ved at finde en ny tante
Agathe, selv om den nye måske er terapeut. Det kan så se ud som om
man får løst et konkret problem – det er klart – men der er jo
ingen ide i at rende til terapeut for at gøre terapeuten til en ny
autoritet i ens liv – til stor fortrydelse for den gamle tante
Agathe. Det er jo i realiteten blot at blive ved med at tro, at man
aldrig behøver at lære at blive sin egen autoritet, at man aldrig
rigtig begynder at stole på sig selv, og at man altid forholder sig
skeptisk til sine egne ideer om, hvordan noget skal løses med mindre
man har konsulteret sin terapeut.

Nogle
terapeuter ser ud til at trives med denne rolle som giver dem faste
indtægter, mens andre synes det er forstemmende at deltage i et
sådant cirkus.

Men
kan vi da ikke sige noget forholdsvis generelt om, hvad der er
konstruktivt eller skal vi blive ved med at påpege fejl og mangler?

Jeg
vil vove forsøget med at se lidt på – ikke bare, hvad vi skal væk
fra – men ved at forsøge at se på, hvor det er, vi gerne skulle
hen. Ved at forsøge at indkredse, hvad der er konstruktivt.

Det
behøver ikke at være så kompliceret.

Hvis
terapi – eller for så vidt problemløsning i det hele taget – skal
have en mening, så må det være at få mennesker til at fungere
bedre i sig selv og i en sammenhæng. Den smerte, de lidelser og det
bøvl, der kommer ind i ens liv stammer først og fremmest fra de
splittelser, vi får lavet og kommer ud for.

Og
kuren for hver enkelt skabning ser ud til at være at vokse og gro og
blive mere integreret.

(Og
her vil det være godt, hvis man allerede har læst det lille essay,
jeg har kaldt Kærlighed, skønhed og depression, som også findes på
denne blog).

Det
er gammel viden at den gode udvikling går gennem at løse op for
det, der har sat sig fast, og skabe en velfungerende sammenhæng. Den
gode udvikling kommer af at hjælpe sig selv såvel som andre – og
andet – i gang. Faktisk kommer det gode, gamle danske ord, elske,
af en sprogstamme, som betyder både at så, at pløje og at
opfostre, altså i realiteten det, der skal til for at bringe nye
generationer frem og skabe det gode liv.

Love
is to contact that point in another person that makes him grow. Love
is to contact that point in oneself that makes oneself grow. Love is
in reality to contact everything in a way that makes growth possible.
And not just possible but also so that it happens.

Kærlighed
er ingen forbrugsfest og kærlighed er ingen vare. First you fall in
love and then – when you have got what the other person had to give
or tried to take it – then you fall out of love.

Det
er gammel viden, at kærlighed
i betydningen ligeværd
og nærvær
ikke er
noget, man kan tage. Man kan tage imod, men ikke tage. Det, man får,
hvis man forsøger at tage, ender med at blive noget underligt,
forplumret noget.

Disse
punkter hvor vi kan vækste er der, hvor vi ellers er groet fast og
stagneret, og terapi viser, at vi selvsagt ofte har meget lidt lyst
til at berøre de punkter, som kunne give os vækst, med mindre vi
allerede har opbygget nogle gode erfaringer med at tage hånd om dem,
og har vi det, så har vi ikke så meget brug for terapi længere.
Terapi må derfor for mange handle om at blive fortrolig med hvordan
man får de gaver frem, der ligger i enhver udfordring.

I
alle de år, jeg har set mennesker vokse gennem terapi, har det været
tydeligt, at en sådan vækst altid indebærer nogle grundlæggende
holdningsskift og forståelser – og ikke mindst nye handlinger. Et
skift til nye holdninger og nye forståelser, der er mere i
overensstemmelse med, hvem vi egentlig er bag alle vores problemer og
alt vores bøvl.

Heling
handler om at gøre hel. Heling handler ikke om at flytte et problem
fra ét sted, hvor det laver ravage i vores eget liv til et andet
sted, hvor det laver ravage i andres. Eller med kemi at flytte
problemet fra ét sted i én selv til et andet sted i én selv. Det
handler lige så lidt om at om at smide sit køkkenaffald over hækken
til naboen, som det handler om at smide sit psykiske affald over til
naboen. Det handler om at blive voksen og rydde op efter sig selv og
rydde op i sig selv. Om at blive sin egen autoritet og sin egen
omsorgsgiver. Og det handler ikke om at følge tante Agathes råd for
at blive et godt menneske. Det må handler om at undersøge, om nogle
af de råd, hun giver faktisk ER gode, så man kan gøre dem til sine
egne og droppe resten. Det handler ikke om at plagiere og træne i et
blive et godt menneske, som er hendes ide om det gode liv.

Det
er måske den vigtigste erkendelse, jeg er kommet til gennem mit
arbejde: at mennesker, når de rigtig får løst op for det, der
plager dem, altid viser sig at blive mere rummende, kærlige og
medfølende over for ikke bare sig selv, men over for sine
omgivelser. Der er altså ingen grund til at spilde tiden med at
plagiere andre, når den enkleste og korteste vej er at blive sig
selv og give andre de helt samme vilkår for et godt liv.


hvis vi skal tage konsekvensen af det jeg allerede har skrevet, hvad
kan vi så sige mere generelt om at vækste?

Jo,
vi kan øve os i at opdage det sårede barn, som vi alle indeholder.
Et barn, hvis skader er blevet til i situationer, hvor
vanskelighederne har været for store og uoverskuelige i forhold til
de evner vi havde udviklet dengang, og i forhold til den kærlighed,
omsorg og medfølelse, som vi havde brug for, og som vi ikke fik i
tilstrækkeligt omfang dengang vi som børn var så afhængige af
andre. Den spontane reaktion, når vi endelig begynder at få åbnet
øjnene for det indre, sårede barn, er en trang til at kigge væk.
Tag det væk, doktor, bare tag det væk. Men doktoren kan ikke rode i
vores hjernekasse og hjerte, når det handler om psykiske problemer.
Det er heller ikke nødvendigt, for i samme nu man helt har erkendt,
at problemer kommer af splittelser må man vide, at løsningen,
kuren, er at gøre hel. I samme øjeblik man erkender, at hvis et
problem er opstået af mangel på kærlighed, ømhed og nærvær, så
skal det nok ikke løses ved at tage afstand fra vores sårede
følelser, men ved at give dem kærlighed, ømhed og nærvær og ved
at lade dem modtage kærlighed, ømhed og nærvær.

Således
kan man egentlig bare forestille sig, at man tager sine vanskelige
følelser, tanker og reaktioner til sig i form af et barn, som man
tager på skødet og giver kærlighed, ømhed og nærvær, mens man
får en god snak med det og selv træder ind i rollen som den voksne,
der godt forstår, at barnet har brug for at nå frem til en
erkendelse af, at det er accepteret og får en hånd fra den voksne
at holde i.

Jeg
tænker også, at det kunne være det, der ligger i, at man godt kan
se splinten i broderens øje, men ikke bjælken i ens eget. Så
behøver vi blot se på vores broder og lægge mærke til, om vi ser
på ham med forståelse og medfølelse, eller om vi dømmer dem ude.
Gør vi det sidste, så burde vi kunne indse, at vi er med til at
fastholde problemet.

Hvis
vi ikke kan se på vores bøvl og tage det til os, så bruger vi
syndebukken, som på engelsk oprindelig hed the
escape goat,
men
der er ingen vækst i eskapisme.
Proceduren var, at
man kastede alt det, man ikke brød sig om ved sig selv og alle sine
dårlige gerninger, som man helst ville være foruden, over på
synde-bukken hvorefter man i fællesskab jog den ud i ørkenen, i
håbet om at den ville dø der sammen med alt det, man havde skudt
over på den. Men nogle synde-bukke må tilsyneladende have overlevet
og formeret sig, for ørkenen – det ørkesløse liv – ser ud til
at være fyldt med den slags geder. Intet forsvinder – men noget
bliver flyttet til et mere bekvemt sted. Den slags terapi kan kaldes
korset-metoden eller støvsuger-metoden ud fra den kendsgerning, at
ingen korsetter har fjernet så meget som en delle, men blot flyttet
den hen til et sted, hvor den ikke ser så bøvlet ud, og tilsvarende
med støvsugere.

Depressive
har været vort samfunds synde-bukke. I stedet for at se, hvad det er
for vanskeligheder de bærer, hvoraf mange af dem er konsekvenserne
af vores egen måde at være på og den måde vi har indrettet
samfundet på, så kunne vi måske vove at se på de depressive og
derigennem få en tydeligere oplevelse af, hvad der skal til for at
bevare det gode liv. Først træner man i at få øje på sine
vanskeligheder – dernæst at lære at tage nænsomt hånd om dem,
mens man renser ud i alt det bøvl, man har slæbt med sig, og først
derefter kommer opgaven med at lære at bruge sin store frihed til
eget og alles bedste.

Den
gode terapi giver altså en håndsrækning til at kunne blive sig
selv og til at kunne give nøjagtigt det samme privilegie til andre.
Den gode terapi tager udgangspunkt i at alt trods forskelligheder har
et ligeværd. Den gode terapi tager udgangspunkt i i en konkret og en
filosofisk forståelse af det at være menneske. I menneskeligt
nærvær og omsorgen for medmennesker som vi jo også selv er et af.
Og jo mere vi er i stand til at sætte os ind i andres situation og
dermed vide, hvordan de har det, jo bedre kan vi støtte.

Det
er jo lige netop disse kvaliteter, som jeg har beskrevet som kernen i
kærlighed. Det er ikke noget højttravende i dette. Det handler om
at have benene på jorden, hjertet på rette sted, og begynde at få
en klar forståelse af hvordan virkeligheden faktisk ser ud.

Med
andre ord: vejen er præcis det samme som målet.

Med
kærlig hilsen

Gunnar
Hatt



Kærlighed, skønhed og depression

Filosofiske smuler Posted on Fri, October 20, 2017 15:47:15

Kærlighed,
skønhed og depression.

Man skal ikke iagttage sig selv eller
andre særlig meget før man kan se, at det, der er pænt eller
smukt, tiltalende, giver os mere glæde end det modsatte. Ser vi på
maden på en smukt anrettet tallerken, så vil vi selvfølgelig føle
os mere opstemte end hvis vi ser på en tallerkenfuld brunt-i-brunt.
Vi kan ofte tage en lille smule anstød af ting, der om man så må
sige er en torn i øjet, mens det, der ikke vækker noget mishag er
noget, som vi umiddelbart ”flyder” hen imod. Det tiltalende får
os i højere grad til at droppe eventuelle forbehold eller
ligegyldighed. Vi nærmer os det. Vi vil gerne smelte sammen med det.
Vi nyder at være i en tiltalende favn. Vi nyder at se på en smuk
blomst. Vi nyder et selskab uden mislyde. Vi viser anerkendelse for
en rose, og vi har ikke lyst til at skade den – tværtimod. Det er
den reelle kærligheds væsen, vi mærker tilstedeværelsen af:
nærværet, det uforbeholdne, det at anerkende nogen eller noget i
samme grad som os selv. Vi kan sidde på en bænk ved søen, se ud
over det rolige vand og op på aftenhimmelen og næsten stirre hul i
den og pludselig føle, at vi er et med det hele og dog stadig os
selv. Roen kan falde på os i endnu større grad, og måske får vi
et glimt af en følelse af ”upliftment” – en oplevelse, der kan
være svær at sætte ord på. Alligevel vil jeg forsøge: det føles
som en stille, stille fryd. Som et næsten uhørligt fundament af
glæde. Det har ikke noget med tilfredsstillelse at gøre. Det er
snarere en følelse af tilfredshed; at alting er som det skal være.
Der kan blive helt tomt på en fredfyldt måde.

Med andre ord: vi befinder os i en
vederkvægende oplevelse. En oplevelse, der kan hænge ved os længe
efter. Det er sådanne oplevelser, vi tanker op ved.

Vi samler på dem. Ikke sådan at vi
ønsker at banke et søm gennem fuglen og banke den op på væggen.
Vi kender egentlig godt flygtigheden i oplevelsen og ved, at vi skal
være i den mens den er der, og at den kun kan fastholdes i mindet.
Det er det skønne ved det vederkvægende. Det handler ikke om, at
det skal være perfekt. Det handler om at se og acceptere, at intet
er perfekt og stadig finde skønheden i det.

Men vi kan også have grelle oplevelser
som hænger ved. Oplevelser, som er det modsatte af det, der får os
til at opleve at høre til, være en del af del af noget større.
Ofte hænger de sammen: mennesker udvikler sig, og somme tider i hver
sin retning. Man kan have haft et afhængighedsforhold a la jeg kan
ikke leve uden dig, og ingen anden skal have dig. Det er selvfølgelig
en håbløs indstilling, som kun kan ende i en eller anden slags
ulykke. Men kan han også have haft den stille, frydefulde oplevelse
af nærværet og alligevel blive overlistet af et krampagtigt ønske
om, at det skal blive ved.

Men intet bliver ved – heller ikke et
parforhold. Det, der faktisk sker er, at de genskaber det hver
morgen. Med deres nærvær, åbenhed og ved at værsætte den anden
som de værdsætter sig selv. Vi vågner jo ikke op og tænker: Nåh,
er det nu hende der ligger der igen – lige som i de andre måneder og
år. Den indstilling ville jo være ødelæggende for ethvert
forhold. Og derfor er det jo sådan, at når vi holder op med at gøre
det, der genskaber forholdet, så visner det, for det kan ikke
fastholdes.

Man kan blive gamle sammen, og den
fysiske skønhed er alvorligt forandret. Alligevel kan vi se på
hinanden med det vederkvægende blik for det menneske, som vi
værdsætter. Det betyder ikke, at vi har mistet vores blik for det
fysisk skønne. Men det betyder måske, at vi har udviklet vores sans
for at dvæle ved det skønne i højere grad end ved det, som ikke
mere er så skønt. Og på et tidspunkt hvor vi er nået til at være
forklædt som pensionister, da kan vi opdage, at vores sind er lyst
som hos den ukuede ungdom – hvis vi plejer det.

Selv om alt det vederkvægende er
flygtigt, så er der interessant nok alligevel noget, der kan
fastholdes, men det er først og fremmest de ikke særlig behagelige
oplevelser, for de sætter deres spor i hukommelsen og vi lærer at
tage vores forbehold – og forbehold er jo det modsatte af
kærlighedens essens. Forbehold skaber små afstandtagender, måske
store. De er ikke inkluderende – de er ekskluderende. De skaber
afstand og ødelægger muligheden for oplevelsen ved søen, hvor vi
kiggede hul i himlen og fik oplevelsen af at høre til – at alt
hører til.

De, som har, skal mere gives, mens de,
som intet har, skal alt tages fra. Mange har måske spekuleret over,
hvad det betyder, og der er sikkert lige så mange bud på
betydninger, som der er mennesker, der kender citatet. Måske endda
flere.

For mig betyder det, at har man samlet
godt med oplevelser af den vederkvægende karakter, så er man også
mere indstillet på at se det smukke, se mulighederne, se det
konstruktive, favne udfordringerne og tage dem til sig. Har man først
opnået denne indstilling, så er det enklere at fortsætte på den
måde – også i modgang.

Har man derimod alt for lidt af den
slags oplevelser og i stedet fået fyldt rygsækken med
uoverstigelige genvordigheder, så er der jo heller ikke noget at
sige til, at man møder nye tildragelser med skepsis. Og måske er
dette hele forskellen: skeptikeren er allerede forudindtaget, mens
kritikeren løfter hovedet og undersøger før han danner sin mening.
Men som jeg husker Storm P. så sagde han: For at finde ud af noget,
er det først nødvendigt at finde ind i det, men har man først
fundet ind i det, så er det næsten umuligt at finde ud af.

Skeptikeren dropper besværet. Der har
alligevel været for mange oplever, der siger, at det ikke er umagen
værd. Skeptikeren har sine erfaringer at holde sig til. Kritikeren
må være nærværende og tage stilling til situationen her og nu og
undersøge, undersøge og undersøge før der fældes en eventuel
dom.

Man kan sige, at pessimisten forventer
det, han mindst ønsker sig, mens optimisten forventer det, han mest
ønsker sig. En dreven skeptiker kan blive helt skuffet, hvis
skepsissen ikke holder stik.

Så for ikke at risikere at blive
skuffet, så skærer man ned på de konstruktive forventninger og
skærer i det hele taget ned på kontakten til omverden, og så er
man faktisk godt i gang med at etablere den depressive reaktion.

Selv om man har nogle talemåder om
uautoriserede personers tolkning af Biblen, så giver citatet:

(der er massevis af bud på
oversættelser, men her er min foretrukne)

The eye is the lamp of the Body. If the
eye is single, your whole body will be full of light. But if the eye
is bad, the body will be full of darkness. Matt. Kap. 6 vers 22-23.

Single er et gammelt ord for noget
udelt, sammenhængende og klart.

Så er ens måde at se på udelt,
uproblematisk, sammenhængende og klar, så fyldes man af
vederkvægelse/lys, mens hvis ens måde at se verden på er
dårlig/skadet, så fyldes man af det ikke-vederkvægende, som vi i
denne sammenhæng kan kalde mørke.

Har man samlet for meget skidt i
bagagen til at kunne møde verden med uforfærdethed

________________________________ _ ______________________________

Blessed are they who see beautiful
things in humble places where other people see nothing.

(Cit.
Camille Pissarro)

________________________________
_ ______________________________

og frejdighed, så er man altså på
den. Og man betaler igen og igen for ikke at have det, der ville være
så godt at have. Med andre ord: den depressives måde at være på,
at forstå på, at forholde sig til sine tanker og følelser på,
kører ham ned – endnu mere ned – med mindre der er samlet
tilstrækkelig meget til at give en vis modvægt.

Helt konkret har jeg set gang på gang,
at mennesker er blevet smukkere, når de har kastet deres problemer
af sig, enten ved at smide dem, de faktisk ikke behøver at forholde
sig til, eller ved at finde gode løsninger på dem, som de
nødvendigvis må forholde sig til. Der er en afklarethed i deres
ansigt og kropsholdning, der gør dem smukkere.

Som en klient engang sagde: jeg blev
engang spurgt, hvad psykologen gjorde, og jeg måtte svare: det er
som om han går foran og holder lanternen højt. Han lyser ind i mit
sinds mørkeste kroge, lærer mig at se og forstå, at det svære var
noget, der var sket og ikke sker igen, og det giver mig fred.

Vi kan ikke udvikle os hen mod den dybe
fred og opløftethed gennem ubehagelige situationer i sig selv. Set i
denne sammenhæng er der ingen grund til at byde os selv frustrerende
oplevelser. At være deprimeret låser fast – tilstanden skaber i
sig selv ingen udvikling, snarere tværtimod. Men vi kan selvfølgelig
udvikle os gennem det konstruktive, vi lærer og oplever i processen
med at løse op for vores vanskeligheder. Det er der vi igen kan
vokse, gro og udvikle os.

Eller som Bob Moore formulerede det
(cit. Montreal, Juni 1979):

”Det er kort sagt ikke disharmoni,
had, jalousi eller angst, der får livet til at fungere. Det er den
realitet, der ofte ligger skjult bagved, som skaber de aktiviteter,
som får vores liv til at fungere”.



Findes der destruktive følelser?

Filosofiske smuler Posted on Fri, April 28, 2017 18:55:29

Jeg har tit undret mig over, at der er
nogle følelser, som man kalder destruktive. Det er ikke fordi jeg
ikke forstår, hvor ubehagelige de kan føles uanset om de er mine
egne eller nogen, jeg får smidt i hovedet fra andre. Det er ikke
fordi jeg ikke kan se, hvor meget ravage, dekan lave, når de bliver
lukket ud, eller hvor meget ravage de kan lave når de ikke bliver
lukket ud.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan
se, at dem, som vi kalder negative følelser og som vi oftest helst
er fri for. Eller fordi jeg ikke kan indse, at en fysisk smerte kan
blive så overvældende, at den bliver for svær at håndtere, så
jeg bare ønsker at dulme det.

Det er fordi jeg ser følelser som
budskaber til bevidstheden, budskaber om, at der er noget, som jeg
skal tage vare på. Et budskab kan man opfatte som godt eller
dårligt, men i sig selv er det bare et budskab. Ham, der har sendt
mig en regning, kan sikkert godt lide budskabet, mens det slet ikke
er sikkert, at det falder i god jord hos mig.

Men en følelse er jo en følelse, og
en følelse i sig selv kan i mit univers ikke være hverken positiv
eller negativ. Det positive eller det negative afhænger helt og
holdent af, hvordan vi forholder os til følelsen. Hvordan vi forstår
budskabet.

Er det negativt at føle, at man
fryser? Det er ubehageligt, ja, men er det en negativ følelse? Hvis
jeg fryser kan jeg vælge at blive irriteret, men jeg kan også tage
lidt mere tøj på, eller skrue op for varmen og i det hele taget
sørge for, at jeg ikke ender med en forkølelse. Jeg kan også få
den ide, at det kunne være dejligt at søge lidt ekstra varme under
kærestens dyne. Om hun så synes, at MIN følelse er positiv eller
negativ, ja, det afhænger nok af hendes humør.

Og sådan kan vi fortsætte. Jeg sad
engang i lægens konsultation, fordi jeg havde fået en springfinger
af overdrevent violinbyggeri, hvor min entusiasme havde fået mig til
at overse, hvor meget jeg havde fået belastet min tommelfinger. Den
skal lige have en lille operation, sagde lægen og tilføjede: Jeg
skriver lige noget smertestillende op. Han så mildest talt undrende
på mig, da jeg sagde: Ved du hvad, det skal du ikke gøre. Den
smerte er jo til at holde ud, og den er der vel for at jeg endelig
kan lære at passe på min tommelfinger og lære ikke at overbelaste
den en anden gang. Det ville være en lille smule hjernedødt at
bortfjerne smerten, når min krop nu ikke har få forfærdelig mange
andre måder at lære mig det på. Hvis den da overhovedet har andre
måder at lære mig det på.

Smerten er en del af en læreproces –
ellers ville smerte jo være totalt overflødig.

Lidelsen er en del af en læreproces –
ellers ville lidelsen jo være totalt overflødig.

Bøvlet er en del af en læreproces –
ellers ville bøvlet jo være totalt overflødigt.

Sådan kan man også se på andre
følelser.

Det, der kan gøre, at en følelse er
destruktive, eller rettere, at vi kalder den destruktiv, er, at
udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi håndterer den.

Skyld og skam ville vi kalde
destruktive følelser, fordi de kan ødelægge meget i vores liv. Men
oversætter vi skyld og skam til at vi er usolidariske med os selv,
så ændrer perspektivet sig. Gider jeg bære på en skyld? Hvad
bruger jeg i det hele taget skyld til? Tja, vel sagtens det samme som
de allerfleste andre mennesker: nemlig til at undgå at gøre det,
som ville løse op for problemet. Vi deler skyld ud til os selv, og
vi deler skyld ud til andre. Og hvad sker der som regel ved det? Ikke
andet end at nogen får det dårligt i stedet for at interessere sig
for at forstå, hvorfor det skete som det skete, og hvorfor det ikke
behøver at ske sådan igen. Så i stedet for at bruge skyld til at
blive klogere, så bruger vi den som regel til at forlænge lidelsen.
Det samme gælder skam. Det kan være vi har gjort noget dumt. Men så
kan vi vel blive klogere, hvis vi vil. Men vi kan også vælge at
tage skyldens byrde på os og bilde os ind, at hvis vi nu er rigtig
grimme ved os selv, så ophæver det, at vi har været rigtig grimme
ved andre. Men så er realiteten jo, at vi fortsætter med at være
grimme, grimme ved nogen, nu er det bare lidt mere ligeligt fordelt,
og så mener vi, at det er retfærdigt. I min forståelse er det en
forøgelse af smerten – også selv om den bliver båret på flere
skuldre. Det er på ingen måde noget, der i sig selv fører til en
bedre verden.

Jeg snakkede engang med en ung mand,
som var havnet i et tyrkisk fængsel, fordi han havde kørt et
menneske ihjæl. Han havde kørt for hurtigt, og han havde overset
noget vejarbejde. Bump! Ødelagt bil og død mand. Men havde han lært
noget? Jeg synes det ikke. Han blev ved med at køre lidt for
hurtigt, og mindst én gang blev jeg bekendt med, at han havde kørt
bil i ret påvirket tilstand. Men selvfølgelig skammede han sig og
følte sig skyldig, når han kom til at tænke på den forfærdelige
oplevelse.

Jeg snakkede engang med en anden mand i
en mere moden alder. Han fortalte, at han engang ved et uheld i
Genova’s travle havn, som kranfører, var kommet til uforvarende at
dumpe en container ned over en mand, der døde på stedet. Han
fortalte, at han i alle årene siden havde påtaget sig en disciplin:
aldrig nogensinde siden med overlæg at tage livet af noget levende
væsen. Så han en myre på havegangen, så trådte han uden om den.
Havde han fået jordbier i græsplænen, så ventede han til vinteren
med at destruere boet. Han fortalte om, hvordan hans nabo engang var
kommet over og havde beklaget sig over, at vores bekendte husede et
stort hvepsebo i sin carport, og at naboen klagede over, at det var
disse hvepse, der invaderede han søndags-morgenbord i haven. Jeg
husker ordret, hvad han svarede: Hvis du kan bevise, at det er mine
hvepse, der ødelægger din fornøjelse ved morgenmad i haven, så må
du gerne fjerne hvepseboet. Jeg selv vil hellere leve med det. Hvad
kunne han gøre andet end at ære den døde havnearbejder med igen og
igen at minde sig selv om, at liv var værdifuldt, og det, som han i
mangel på tilstrækkelig opmærksomhed havde taget, det gjorde han
til en en konstruktiv disciplin. Alligevel gjorde det ham på ingen
måde blødsøden. Han var arbejdsleder og som sådan indimellem nødt
til at afskedige folk. Men han valgte med omhu at gøre det på den
måde, der gav mindst bøvl for alle. Det lykkedes ham på den måde
at få nogle oplevelser af, at hans son-offer faktisk blev en glæde
for ham at give.

Det er med andre ord i allerhøjeste
grad op til os selv, om de emotioner, vi oplever, bliver konstruktive
for os, eller om de bliver negative.

Vrede kalder man generelt en negativ
følelse. Men vreden i sin grund er ret harmløs. Men kan forestille
sig, at ens vrede er en lille hund, som larmer, hver gang der sker
noget, som er anderledes end det, vi selv har brug for. Man kan så
vælge mellem at sende hunden lige i flæsket på den
anderledestænkende, eller man kan sige til hunden/vreden, at det er
dejligt, at den fortæller, at der er gang i et eller andet, som man
skal tage sig af, klappe den på hovedet og sige ”dæk”, nu skal
jeg nok selv tage mig af det.

Alle følelser har dette element i sig,
at de skal få os til at blive opmærksomme, gøre noget, og helst
med en konstruktiv indsigt, så problemet faktisk løser sig. Det går
i sig selv, når vi gør det, som får harmonien til at genopstå.
Men først må vi som regel række ud i verden og foretage de
nødvendige ændringer.

Det er derfor grækerne kalde dem
emotioner: af e-, som betyder ud, og motion, som betyder bevægelse.
Fordi alle emotioners natur er, at de skal få os til at forholde os
til et problem og løse det Det er ikke de emotionelle, der skal
bestemme måden man handler på. Vreden skal ikke bestemme. Vi kan
blive så vrede, at vi har mest lyst til at bide de andre i benet,
eller gøre det, der er værre. Men dybest set er vreden for os
mennesker blot en budbringer. En budbringer om, at vi ikke har det
godt nok med det, der sker.

Med andre ord: vreden er dybest set en
afstandtagen fra det, der sker. En manglende accept. En afstødning.

Den tager mange former, fra
utilfredshed, via irritation, afstandtagen, vrede, fordømmelse til
raseri. Alle sammen er de variationer over vrede.

Og så er der jo mange, der bestyrtet
vil udbryde: vil det så sige, at du mener, at vi blot skal acceptere
alt? Og svaret er: accept er at tage virkeligheden til sig og
derudfra bestemme, hvorcan man vil handle på virkeligheden. Accept
har såden set intet med passivitet at gøre. Faktisk kan man sige:
egentlig tværtimod. Accept er at åbne øjnene og indse, hvad der
foregår, at erkende, hvad virkeligheden er – det er accept.

Skyld er noget i retning af det
modsatte. Skyld er som regel et forsøg på at undgå at indse, hvad
der er foregået, at forsøge at undgå at acceptere, at det rent
faktisk foregik, og bruge tiden på at dunke andre eller sig selv
oven i hovedet, i stedet for at søge de konstruktive løsninger.

Det tager tid at øve sig i at opløse
”negative følelser” i de to bestanddele: følelsen som sådan på
den ene side og hvordan vi vælger at forstå den og løse det
problem/den ubalance, der har afstedkommet den. Det tager tid at
forstå, at vrede ikke er noget, som man bare skal smide i hovedet på
andre, men at der er en ide i, at det er en selv, der føler vreden,
og dermed en selv, der må tænke over den mest konstruktive måde at
håndtere ubalancen eller uoverensstemmelsen på.

Eet er sikkert: enhver emotion kommer
af en ubalance, og det kan gøre godt at forstå emotionen – uanset
om den er rar eller sindsoprivende – som et signal om, at en
ubalance trænger til at blive korrigeret.

At fryse handler om at række ud af
termostaten. Sulten handler om at række ud efter køleskabet,
utålmodigheden er signalet om, at der er noget man trænger til skal
ske, tissetrangen om at man skal finde et sted at komme af med
vandet. Og det sidste er en fortrinlig emotion til at illustrere,
hvad der sker, hvis man fornægten en emotion, der har rødder i
realiteten: den bliver bare større og stærkere og ender med at tage
mangen fra en.

Ligesom børnehavelærerinden, der ikke
skal vente med at handle på larm og vild leg til det bliver for
meget og der sker ulykker, ligesom hun skal lære at være opmærksom
på signalerne og handle i tide så der altid rimelig ro og overblik,
ligesådan vil det være en kæmpe fordel, at lærer at elske sine
”børnehavebørn” og lærer at tage vare på deres behov og finde
de konstruktive løsninger på dem.

Ingen emotioner, selv ikke de mest
uønskede, kommer for at genere dig. Og jo mere de er gejlet op, jo
mere er de udtryk for, at du har forsømt at tage dig kærligt og
indsigtsfuldt af dem.

For den depressive er der et stort
arbejde med at forstå, at alle de ”negative” følelser ikke
kommer for at genere, men faktisk for det modsatte: for at appellere
til, at man begånder at tage hånd om sit liv med større indsigt og
bedre færdigheder.

Jamen hvad så med jalousi, vil nogen
spørge. Det er da en negativ følelse at være jaloux.

Men hvad er da kernen i jalousi? Hvad
om vi omdøber følelsen til: jeg tror, at der er nogen andre, der
får det, som jeg selv meget gerne vil have.

Der er jo ingen grund til at blive
jaloux, hvis man selv har så rigeligt. Det er jo netop fordi der er
noget, som man savner, at man føler jalousien.

Faktisk talte jeg engang med en mand,
som blev rigtig glad for denne udlægning, for pludselig gik det op
for ham, at han faktisk ville sin kone – ville hende – at de var
gledet fra hinanden i hverdagens trommerum, og at han jo forestillede
sig, at der stadig var liv i hende, og at eftersom han ikke fik
mulighed for at opleve det, så måtte det vel være fordi en anden
fik det. Og tilsvarende: hvorfor blive jaloux over, at en anden
eventuelt, måske, fik noget, med mindre det var fordi han selv
ønskede mere end han havde givet sig selv lov til at mærke. Jalousi
kan ødelægge et parforhold, men følelsen kan lige så godt bruges
til at puste liv i noget, som er gået hen og blevet mere kedeligt
end der faktisk er dækning for.

Er det ved at være klart: emotioner er
som postbude. De afleverer en information. Det gør de uanset om det
er rudekuverter eller invitationer til et eller andet interessant.
Lad være med at interessere dig så meget for postbudet – han
afleverer bare vigtig information. Kig på brevet. Forstå indholdet.
Find konstruktive måder at klare udfordringen på.

Destruktive følelser er et særdeles
misvisende begreb.

Jamen, siger mange, når vi er
depressive, så har vi en masse emotioner, som vi ikke kan døje. Vi
vil bare af med dem. Ja, men husk, at emotioner bare er budbringere
om ubalancer. Fix ubalancen, og følelsen går i sig selv. Eller nægt
at fixe ubalancen, og emotionen vil blive mere intens.

For mig at se er det nødvendigt at
arbejde på to planer: det ene er at indse, hvad det ukonstruktive
mønster kommer af, så man kan begynde at lukke energien ud af det,
og det andet er at blive dygtig til at tage sig af sit liv. Det
første – det med at kigge indad – skal man som regel have hjælp
til at lære ordenligt. Det andet er faktisk en del lettere.

Kodeordene til arbejdet kunne være præcis
forståelse, accept, medfølelse og handling.



Kærlighed kontra depression

Filosofiske smuler Posted on Sun, January 15, 2017 17:00:57

Somme tider kan det være godt at stille et begreb op mod noget andet for at få nuancer frem. Depression er på mange måder fravær af kærlighed. Kærligheden er forbundet med åbenhed, nærvær og accept. Depression med lukkethed, afstandtagen og manglende accept.
Depression lukker sig om sig selv. Kærlighed åbner og skaber kontakt.
Men hvad er da kærlighed?
Jeg vover en definition (inspireret af Bob Moore):

Love is
to contact
that point
in another person
that makes him grow.

Jeg hakker den gerne i stykker:
Love is (det er jo en kendsgerning)
To contact (det er altså noget man gør. Det giver ingen mening af snakke om kærlighed som andet end noget man praktiserer)
That point (man skal ikke være slasket, men være ret præcis for at få den rette udvikling i gang)
In another person (faktisk kan man udvide området til også at gælde at kontakte det område i en selv, som giver udvikling, og det er heller ikke noget krav, at det er en person).
That makes him grow (det er selve essensen af den gode kontakt: vækst.

Intentionen med at gøre noget kan være knyttet til kærlighed, men det betyder ikke, at der kommer en kærlig handling ud af det. Det har vi jo set utallige eksempler på. Jeg gjorde det jo af kærlighed, vil mange hævde, men det, de gjorde var måske i realiteten det stik modsatte. Tante Agathe vil jo hævde, at hun hjælper af kærlighed, men problemet er, at det oftest bliver en bjørnetjeneste i stedet.

Hvad er da depression?